SUSU

Foto: Jacob Waage

Det er det hele værd, når man ser, man gør en forskel

DM-vinder i SOSU-Skills Kaja Lorenzen er vild med at være social- og sundhedsassistent, og det er de menneskelige relationer, der driver hende frem i faget.

I april 2024 vandt 23-årige Kaja Lorenzen fra Aabenraa de danske mesterskaber i SOSU-Skills, hvilket gør hende til den danske repræsentant, når Euroskills finder sted i Herning i 2025.

”Det var nøjagtig lige så hammerfedt, som jeg havde håbet på,” fortæller hun.

Gennem opgaverne til DM fik hun lov til at vise mange sider af det fag, som hun holder så meget af.

”Der var et bredt fokus på hele vores fag og ikke kun det plejemæssige, som er en stor del, men jo langt fra det fulde billede. Så det var rigtig godt”.

Selv om hun var virkelig nervøs inden, slog hun koldt vand i blodet, da konkurrencen først gik i gang, og hun stod med opgaverne foran sig og tænkte: ’Jeg kan godt det her; det skal bare lykkes’.

Lille skub fra mor
Det var mødet med en sygeplejerske, der fik 23-årige Kaja Lorenzen til at tænke, at hun ville læse på Social- og Sundhedsskolen Syd i Aabenraa.

”Jeg ville være ligesom hende,” fortæller Kaja Lorenzen, der fik åbnet sine øjne for, hvor vigtig relationen mellem patient og fagperson kan være. Da hendes mor senere tog hende med til åbent hus på skolen, tænkte hun, at det måske var værd at prøve af.

Og det har hun ikke fortrudt.

”Vi er en håndsrækning til dem, der ikke kan selv. Både unge og ældre, både fysisk og psykisk hjælp. Og når jeg ser, at jeg gør en forskel, er det det hele værd.”

Arbejdet med børn
Kaja Lorenzen blev færdiguddannet i begyndelsen af 2024 og har siden arbejdet på ’Børneinstitutionen Posekær’ i Aabenraa for børn med handicap. I løbet af sin uddannelse har hun arbejdet med voksne og med mennesker med handicap, men aldrig med børn, og det er en stor udfordring.

”Det er virkelig med til at udvikle mig. Det er en stor mundfuld, der er en del ’learning by doing’, og det er hårdt. Men jeg er meget glad for det, og der er heldigvis også mange succesoplevelser,” fortæller Kaja Lorenzen.

Hun har brug for rigtig mange af de redskaber, som hun har lært gennem sin uddannelse. Og selv om det nogle gange kan synes kompliceret, kan hun også trække på sine erfaringer. For eksempel da hun var med til at konstatere en blærebetændelse hos en pige uden sprog, fordi hun genkendte symptomerne fra sit arbejde med ældre mennesker.

Du kan følge Kaja på rejsen mod EM på Instagramprofilen
@skillslandshold24_ssa_kaja 

Masser af muligheder

Kaja Lorenzen vil gerne prøve en masse forskelligt i sit arbejdsliv, og som nyuddannet ser hun frem mod mange år i faget, der helst skal give hende en masse udfordringer og fortsat læring. Så længe omdrejningspunktet er mennesker, vil hun gerne prøve så meget som muligt.

Da hun i sin tid begyndte på uddannelsen, var hun sikker på, at det var psykiatrien, der ville interessere hende mest. Men arbejdet med handicappede børn gør også et stort indtryk på hende, ligesom hun i sin oplæring blev overrasket over, hvor givende det var for hende at arbejde i ældreplejen.

”I min plejehjemsoplæring havde jeg været væk en uges tid, og da jeg kom tilbage, var der en kvinde, som fik tårer i øjnene, fordi hun havde troet, jeg var væk. Men nu var hun glad, for nu vidste hun, at tingene blev gjort, som hun gerne ville have det. Hun kunne også tage min hånd og sige: Jeg er så glad for, at du er her,” fortæller Kaja Lorenzen, der understreger, at det netop er et eksempel på, når relationsarbejdet giver pote, og at det er den fedeste følelse.

”Det gør forskellen at vide, at ens indsats er værdsat.”

Klar til EM
I september 2024 er der VM i Skills i Lyon i Frankrig, og egentlig burde den danske DM-vinder deltage. Men fordi Kaja Lorenzen lige nøjagtig er ét år for gammel til at overholde de internationale regler, må hun sidde over.

Hun har dog fået lov til at komme med det danske Skills-landshold til Lyon og overvære hele konkurrencen og heppe på de andre deltagere.

”Det er så ærgerligt, at jeg ikke kan deltage. Men jeg er til gengæld vildt glad for, at jeg må komme med. Så skal jeg bare ned og suge til mig og se, hvordan det hele foregår, og det bliver også så fedt”, siger Kaja Lorenzen, der endnu ikke er begyndt at træne fokuseret til næste års EM.

Men det ligger alligevel konstant i baghovedet, og en af udfordringerne er, at hele konkurrencen foregår på engelsk.

”Altså når jeg for eksempel ser ’Greys Hvide Verden’, så lægger jeg da lige mærke til de faglige gloser.”